Nu er der kun 2 ½ måned tilbage af mit EVS projekt og om 3 ½ måned er jeg tilbage i Danmark igen. Jeg har besluttet mig for at blive en måned ekstra og se mig lidt omkring i Indonesien. Hvor jeg rejser hen lader jeg være op til omstændighederne; hvem der kan rejse med mig, hvilken del af Indonesien, der lige fanger min interesse og hvor mange penge jeg har tilbage - jaja ægte indonesisk planlægningsstil, tag mulighederne som de åbenbarer sig..
Når jeg forestiller mig at jeg er tilbage i mit gamle danske liv igen er det med blandede følelser. Indonesien er en anden verden (nogle ville kalde det en del af den tredje verden) og det kan derfor umuligt undgås at mit liv her også er et andet - måske er jeg også en anden? Det tror jeg nu ikke, jeg tror at jeg har fået "fyldt mere på min personlighed", så jeg nu er mere end jeg var da jeg tog afsted og dermed anderledes, men ikke en anden :)
Selvom jeg kan tale indonesisk flydende, kan synge med på jinglen til den mest populære tv-soap som alle husmødre (og fædre i skjul) følger med i, genkender og forstår de sociale kodeks så som at man tager og giver alt med højre hånd, nikker smilende til nysgerrige folk man passerer, råber "mau kemana!?" (hvor vil du hen?) til fremmede for at være flink og evt. starte en kort samtale, selvom jeg har styr på alt dette og føler at jeg har skabt mig en nogenlunde normal hverdag, så vil jeg altid være en fremmed. Mit røde hår og min hvide hud skriger udlænding og det giver mange indonesere en trang til at råbe med: "Bule!" "Londo!". Sådan har det været i de sidste 6 måneder og sådan vil det blive ved med at være. Jeg forsøger ihærdigt at tale med så mange som muligt og det hænder da også ind imellem at der er en der råber "mbak Signe" istedet, men jeg skulle have julemandsevner for at kunne nå rundt til alle folk i min by og lære dem at kende. (Der bor omkring 600.000...)
Jeg lader mig ikke gå så meget på af den enorme opmærksomhed, da den for det meste bunder i nysgerrighed og venlig interesse (selvom det kunne være rart en gang imellem at deltage i en begivenhed uden selv at blive "begivenheden"). Men en slags opmærksom jeg ikke så let lader prelle af er den seksuelle chikane... Det er ikke noget jeg har oplevet så meget af, men for et par uger siden var der et par episoder:
På SLB (specialskolen) var jeg begyndt at undervise i en ny klasse med drenge i 15-17 års alderen. De første par gange gik det fint, selvom eleverne er imponerende larmende og dovne. Men for et par uger siden begyndte den ene af drengene, der er ret høj og bred, at stirre uhæmmet på mig og i en time gik han så vidt til at råbe seksuelle ting efter mig (jeg forstod det ikke, men den slags behøver igen oversættelse...), lave seksuelle lyde, tegne billeder af bryster, lave bollebevægelser og komme ALT for tæt på mig. Det blev naturligt nok for meget for mig og jeg fik fat i min kontaktperson, der fik et mindre raserianfald.. Det viste sig senere at drengen have set pornofilm med nogen af sine normaltbegavede venner og i hans hoved, hvor afstanden mellem virkelighed og fiktion er ikke-eksisterende, blev jeg lig med en af pornostjernerne. Om ikke andet kan man da altid sige at det er en ny oplevelse; så, nu har jeg også prøvet at blive forvekslet med en pornomodel. Det havde jeg ikke lige forudset haha ;)
Jeg er ikke vred på drengen, han kan ikke gøre for måden hans hoved er skruet sammen på og en kombinatin af pubertet, mentalt handikap og dårlige venner er ikke nem at håndtere.
Jeg ved ikke om jeg udstrålte noget særligt lige i de dage, men dagen efter episoden på SLB, var jeg på vej hen for at mødes med en ven da en midaldrende normal-udseende mand følger efter mig og meget usikkert for fremstammet "kamu ngangtok?" (er du træt), "mau ke hotel?" (vil du med på hotel). Jeg behøvede kun at sige "No-no-no!" for at han forduftede, men jeg var stadig lettet da min ven han endelig dukkede op.
Det er som sagt heldigvis kun meget få oplevelser af denne slags jeg har haft. Jeg føler mig tryg i Indonesien og hvis jeg bare opfører mig fornuftigt sker der igenting!
Nå det var lidt en afvej, jeg ville have skrevet lidt mere om alle de spændende oplevelser jeg har haft i den seneste tid, men jeg havde åbenbart andet på hjerte - det må I høre om en anden gang :)
- Hilsen Signe
torsdag den 10. marts 2011
mandag den 7. februar 2011
Thailand
Dette bliver et meget kort indlaeg,da jeg sidder paa en halvsnusket internetcafe uden doere (det er jaevlanskoldt) og tastaturet er en af den slags hvor man helst skal bruge alle sine kraefter paa at trykke paa hver enkelt tast... Det hele er dog ikke ren jammer ;)
Jeg befinder mig lige nu i en lille bjergby, Pai, taet paa Chiang Mai i det nordlige Thailand. Byen bestaar af omkring 2.500 indbyggere og maaske dobbelt saa mange turister, men det har vaeret kendetegnende for alle de byer jeg indtil videre har besoegt. Thailand er meget turistet og meget hip(pie). Haha, min skoere italianske rejsemakker og jeg sover i en bambushytte taet paa en fllod omgivet af solsikker og lejrbaalshygge af den slags hvor man ikke rister snobroed, men andre sjove ting, der kan ryges... Folk er rigtigt soede og aabne og vi har bl.a. faaet 4 nye hollandske venner som vi lejede scootere med idag og tog op i bjergene til en slags spa med hot springs og en pool - det er et ok liv, isaer da det endelig er lykkedes mig at finde noget godt laesestof paa engelsk (det er umuligt i indonesien...).
Vi har nu vaeret i Thailand i 10 dage og vi har 3 dage tilbage + en dag i singapore. de foerste 6 dage var vi alle samlet i Bangkok (5 tyske voluntoerer, 1 italianer og mig). Bangkok var kulturchok, munke, ladyboys, templer, markeder, lys, nattelivog tuktuks. Jeg har endnu ikke haft et rigtigt voldsomt kulturchok i Indonesien, men det fik jeg tilgengaeld den allerfoerste aften i Bangkok paa koh san road: bule overalt. fulde bules. halvnoegne bules. barer klistret op ad hinanden. technomusik osv. Jeg sad bare og observerede galskaben, fik hovedpine og gik i seng. Kontrasten fra mit liv i Indonesien og nattelivet i Bangkok var aabenbart for meget for mig at kapere..
Jeg har ogsaa besoegt min ven Laura fra mellerup i Pattaya. Hun arbejder paa en slags daycare center for fattige boern. Det var dejligt at se hende igen og hendes projekt var spaendede,men udover det var Pattaya forfaerdelig! byens oekonomi er bygget op omkring sexturisme og hovedvejen (en 8 sporet overtraffikeret vej...) var fuld af gamle, hvide,overvaegtige ucharmerende maend paa lejede scootere med lejede unge smukke thai-kaerester paa bagsaedet...
Vi flygtede saa hurtigt vi kunne til Chiang Mai, hvor vi fik en svensk roommate, min veninde deltog i en international skoenhedskonkurrence ifb. med blomster festivallen, vi saa parade, koebte boeger, spiste en masse laekker mad (jeg har fundet en helt fantastisk brownie som jeg har taekt mig at koebe et lille lager af)og nu er vi i Pai.
Slut. Jeg giver op.Lorte tastatur. Jweg haabet at I har det dejligt :)
Jeg befinder mig lige nu i en lille bjergby, Pai, taet paa Chiang Mai i det nordlige Thailand. Byen bestaar af omkring 2.500 indbyggere og maaske dobbelt saa mange turister, men det har vaeret kendetegnende for alle de byer jeg indtil videre har besoegt. Thailand er meget turistet og meget hip(pie). Haha, min skoere italianske rejsemakker og jeg sover i en bambushytte taet paa en fllod omgivet af solsikker og lejrbaalshygge af den slags hvor man ikke rister snobroed, men andre sjove ting, der kan ryges... Folk er rigtigt soede og aabne og vi har bl.a. faaet 4 nye hollandske venner som vi lejede scootere med idag og tog op i bjergene til en slags spa med hot springs og en pool - det er et ok liv, isaer da det endelig er lykkedes mig at finde noget godt laesestof paa engelsk (det er umuligt i indonesien...).
Vi har nu vaeret i Thailand i 10 dage og vi har 3 dage tilbage + en dag i singapore. de foerste 6 dage var vi alle samlet i Bangkok (5 tyske voluntoerer, 1 italianer og mig). Bangkok var kulturchok, munke, ladyboys, templer, markeder, lys, nattelivog tuktuks. Jeg har endnu ikke haft et rigtigt voldsomt kulturchok i Indonesien, men det fik jeg tilgengaeld den allerfoerste aften i Bangkok paa koh san road: bule overalt. fulde bules. halvnoegne bules. barer klistret op ad hinanden. technomusik osv. Jeg sad bare og observerede galskaben, fik hovedpine og gik i seng. Kontrasten fra mit liv i Indonesien og nattelivet i Bangkok var aabenbart for meget for mig at kapere..
Jeg har ogsaa besoegt min ven Laura fra mellerup i Pattaya. Hun arbejder paa en slags daycare center for fattige boern. Det var dejligt at se hende igen og hendes projekt var spaendede,men udover det var Pattaya forfaerdelig! byens oekonomi er bygget op omkring sexturisme og hovedvejen (en 8 sporet overtraffikeret vej...) var fuld af gamle, hvide,overvaegtige ucharmerende maend paa lejede scootere med lejede unge smukke thai-kaerester paa bagsaedet...
Vi flygtede saa hurtigt vi kunne til Chiang Mai, hvor vi fik en svensk roommate, min veninde deltog i en international skoenhedskonkurrence ifb. med blomster festivallen, vi saa parade, koebte boeger, spiste en masse laekker mad (jeg har fundet en helt fantastisk brownie som jeg har taekt mig at koebe et lille lager af)og nu er vi i Pai.
Slut. Jeg giver op.Lorte tastatur. Jweg haabet at I har det dejligt :)
torsdag den 23. december 2010
Tiden går og pludselig er det jul...
Hold da op, så er der allerede gået over en måned siden at jeg skrev sidst...
Undskyld undskyld til familien derhjemme, jeg har fået et par (klare) hentydninger til at det har været savnet.. ;)
Jeg kan selvfølgelig ikke opremse alt hvad jeg har lavet i den sidste måned, men jeg vil forsøge at nævne de ting, der har betydet mest for mig:
Jeg kan nu tale indonesisk så jeg kan klare mig nogenlunde i daglig konversation. Jeg har besøgt mas Ketuts landsby hvor Sara (en anden ICYE voluntør) boede.
Jeg er kommet med i en slags historie/politisk-diskussionsgruppe fra det islamiske universitet, der består af en 20 drenge i tyverne, der drømmer om revolutioner og forbedringer af mange af indonesernes umenneskelige levevilkår. Det er dejligt med nogle venner, der kan tale engelsk og er interesseret i at tale om andet end "hvad min yndlingsmad i Indonesien er?","om jeg har en kæreste?", "hvad mine hobbier er?" osv...
Det har været Idul Adha aka store-slagte-dyr-dag, hvor der blev halalslagtet 2 køer og 2 geder foran moskeen - resten af dagen gik med at skære kød ud og kokkerere, hvilket jeg selvfølgelig hjalp til med.
Billedet: fra højre: nogle af nabomændene, bu Ida, mig og Maja venter på at køerne skal slagtes. Nabodatteren Maja er mentalt handikappet og en af mine elever på SLB og følger mig hvor end jeg går - hvilket fra min side kræver en tålmodighed og pædagogisk sans jeg stadig arbejder på at udvikle...
Jeg har mødt mas Muhammed, en ung mand på omkring min alder, der viste sig at være lønslave for et sikkerhedsfirma - hans chef lejer ham ud til et indkøbscenter, stjæler størstedelen af den løn, der er tildelt ham så han ikke har råd til at bo andre steder end i chefens hus. Huslejen betaler han af ved at være en slags tjener i huset når han kommer hjem fra sit arbejde i centeret. Hvor finder mas Muhammed sig ikke bare et andet job? 1. der er stor arbejdsløshed blandt unge. 2. han har underskrevet en 1-årig kontrakt med sin chef, der ulovligt forlænger kontrakten igen og igen når den er ved at udløbe... Jeg havde hørt om lønslaveri og urimelige arbejdsvilkår før, men når du sidder og drikker te med en dreng på din egen alder du kan spejle dig i og samtalen langsomt åbenbarer hvor stor en afstand der er imellem jeres verdener, så forstår du frustrasionerne og håbløsheden, og det rammer dig på en helt anden måde.. Du mærker hans magtesløshed og du opdager din egen utilstrækkelighed.
Jeg føler mig hjemme i Indonesien og jeg føler mig som en del af det fælles ansvar, som jeg mener at det er i et samfund, for at yde mit til at forbedre levevilkårene.
Jeg har i de sidste par uger samlet ind til en flygtningelejr for ofrene for vulkanudbruddet Merapi. Planen er at nogle af mine kollegaer og jeg tager derhen d.30 december med diverse nødhjælps remedier og arrangerer tegnelege for børnene. Især det sidste synes jeg er vigtigt da børnene har brug for at blive distraheret med nye lege, hvilket også kan lette presset på forældrene, der mildest talt er stressede over de usikre udsigter til hvornår de kan blive genhuset.
Til noget dejligt og mindre alvorligt :) Lige nu rejser jeg med mor, simon og nina, der kom til Semarang d.16 december. De første par dage brugte jeg på at vise dem mit hood og pak ismu tog os med til gedong songo (ni hinduistiske templer i bjergene). Søndag tog vil til Yogyakarta hvor vi fik et lift til borobodur og senere vores hotel (3-4 timers kørsel...) af min alt for venlige overbeskyttende nabo - det er sødt, men jeg får altid frataget en del af min selvstændighed og retten til at tage initiativ, selvfølgelig ville det være uhøfligt at takke nej til hendes meget storsindede tilbud...
Billedet: (Næsten) alle mine søskende foran et af de 9 templer :)
I jogja så vi Malioboro (en gade kendt for batik) - eller rettere shoppede amok... Vi spiste på warung (meget lille billig gadecafé) og blev fanget i en mindre monsunregn = oversvømmelse: alt sammen meget indonesisk og et godt eksempel på min hverdag ;)
Lige nu sidder mor og jeg udenfor vores lækre bungalow på en lille ø tæt på Bali, lytter til bølgeskvulp og skriver hhv. postkort og blog. Klokken er lidt over 22, da der nu er 7 timers forskel. Jeg er fuldstændigt segnefærdig (det er ikke udelukkende afslappende at skulle være "guide" for 3 bule'er ;) ), så I må få et indblik i vores ø-liv i næste blogindlæg, men jeg kan afsløre at imorgen nok bliver en juleaften vi aldrig vil glemme...
Glædelig Jul fra os alle :)
- Signe og co.
Undskyld undskyld til familien derhjemme, jeg har fået et par (klare) hentydninger til at det har været savnet.. ;)
Jeg kan selvfølgelig ikke opremse alt hvad jeg har lavet i den sidste måned, men jeg vil forsøge at nævne de ting, der har betydet mest for mig:
Jeg kan nu tale indonesisk så jeg kan klare mig nogenlunde i daglig konversation. Jeg har besøgt mas Ketuts landsby hvor Sara (en anden ICYE voluntør) boede.
Jeg er kommet med i en slags historie/politisk-diskussionsgruppe fra det islamiske universitet, der består af en 20 drenge i tyverne, der drømmer om revolutioner og forbedringer af mange af indonesernes umenneskelige levevilkår. Det er dejligt med nogle venner, der kan tale engelsk og er interesseret i at tale om andet end "hvad min yndlingsmad i Indonesien er?","om jeg har en kæreste?", "hvad mine hobbier er?" osv...
Det har været Idul Adha aka store-slagte-dyr-dag, hvor der blev halalslagtet 2 køer og 2 geder foran moskeen - resten af dagen gik med at skære kød ud og kokkerere, hvilket jeg selvfølgelig hjalp til med.
Billedet: fra højre: nogle af nabomændene, bu Ida, mig og Maja venter på at køerne skal slagtes. Nabodatteren Maja er mentalt handikappet og en af mine elever på SLB og følger mig hvor end jeg går - hvilket fra min side kræver en tålmodighed og pædagogisk sans jeg stadig arbejder på at udvikle...
Jeg har mødt mas Muhammed, en ung mand på omkring min alder, der viste sig at være lønslave for et sikkerhedsfirma - hans chef lejer ham ud til et indkøbscenter, stjæler størstedelen af den løn, der er tildelt ham så han ikke har råd til at bo andre steder end i chefens hus. Huslejen betaler han af ved at være en slags tjener i huset når han kommer hjem fra sit arbejde i centeret. Hvor finder mas Muhammed sig ikke bare et andet job? 1. der er stor arbejdsløshed blandt unge. 2. han har underskrevet en 1-årig kontrakt med sin chef, der ulovligt forlænger kontrakten igen og igen når den er ved at udløbe... Jeg havde hørt om lønslaveri og urimelige arbejdsvilkår før, men når du sidder og drikker te med en dreng på din egen alder du kan spejle dig i og samtalen langsomt åbenbarer hvor stor en afstand der er imellem jeres verdener, så forstår du frustrasionerne og håbløsheden, og det rammer dig på en helt anden måde.. Du mærker hans magtesløshed og du opdager din egen utilstrækkelighed.
Jeg føler mig hjemme i Indonesien og jeg føler mig som en del af det fælles ansvar, som jeg mener at det er i et samfund, for at yde mit til at forbedre levevilkårene.
Jeg har i de sidste par uger samlet ind til en flygtningelejr for ofrene for vulkanudbruddet Merapi. Planen er at nogle af mine kollegaer og jeg tager derhen d.30 december med diverse nødhjælps remedier og arrangerer tegnelege for børnene. Især det sidste synes jeg er vigtigt da børnene har brug for at blive distraheret med nye lege, hvilket også kan lette presset på forældrene, der mildest talt er stressede over de usikre udsigter til hvornår de kan blive genhuset.
Til noget dejligt og mindre alvorligt :) Lige nu rejser jeg med mor, simon og nina, der kom til Semarang d.16 december. De første par dage brugte jeg på at vise dem mit hood og pak ismu tog os med til gedong songo (ni hinduistiske templer i bjergene). Søndag tog vil til Yogyakarta hvor vi fik et lift til borobodur og senere vores hotel (3-4 timers kørsel...) af min alt for venlige overbeskyttende nabo - det er sødt, men jeg får altid frataget en del af min selvstændighed og retten til at tage initiativ, selvfølgelig ville det være uhøfligt at takke nej til hendes meget storsindede tilbud...
I jogja så vi Malioboro (en gade kendt for batik) - eller rettere shoppede amok... Vi spiste på warung (meget lille billig gadecafé) og blev fanget i en mindre monsunregn = oversvømmelse: alt sammen meget indonesisk og et godt eksempel på min hverdag ;)
Lige nu sidder mor og jeg udenfor vores lækre bungalow på en lille ø tæt på Bali, lytter til bølgeskvulp og skriver hhv. postkort og blog. Klokken er lidt over 22, da der nu er 7 timers forskel. Jeg er fuldstændigt segnefærdig (det er ikke udelukkende afslappende at skulle være "guide" for 3 bule'er ;) ), så I må få et indblik i vores ø-liv i næste blogindlæg, men jeg kan afsløre at imorgen nok bliver en juleaften vi aldrig vil glemme...
Glædelig Jul fra os alle :)
- Signe og co.
onsdag den 10. november 2010
En almindelig dag
Jeg er blevet bedt om at beskrive en almindelig dag. Men ærligt talt er de "almindelige dage" ret sjældne og dermed ualmindelige... hmm. forvirrende :) Istedet vil jeg bare beskrive hvad jeg har lavet i dag:
Billedet: Eleverne på min anden skole MTS øver sig på flagceremoni
Jeg stod op omkring kl.6.15, hvilket var planlagt for sent, da jeg troede at der ville være flagceremoni i forbindelse med en nationaldag. Flagceremoni går helt basalt ud på at stå ret op og ned og glo på at nogle af eleverne hejser et flag, lytte til at grundloven bliver reciteret og til slut prøve at forstå en meget laang tale fra rektoren. Hele ceremonien kan tage op imod 45 min. hvilket er ret lang tid at stå ret op og ned i den bagende sol og kede sig... hehe jeg har derfor taget alle uetiske midler i brug og overbevidst mig selv om retfærdigheden i at jeg sover lidt længere hver mandag og de ekstra dage, der er flagceremoni...
Da jeg endelig fik taget mig sammen til at stå op tog jeg et bad med (*#!) koldt vand. Min familie har ikke nogen bruser, istedet er der en stor vandbeholder som jeg skovler vand ud over mig selv fra. Til morgenmad spiste jeg mie goreng sama telur, stegte nudler med røræg, og for en gangs skyld ikke ris :)
Jeg er nu efter over 2 måneder i Ungaran ved at være rimeligt stedkendt og fandt for 2 dage en fantastisk smuk smutvej til skolen. Istedet for at gå langs den støvede overtrafikerede hovedvej, kan jeg nu gå ad en smal vej imellem en masse små farvestrålende huse, med alverdens kreative udsmykninger, ned til rismarkerne for foden af Gunung Ungaran (bjerg) hvor SLB ligger.
Allerede på bakken over skolen råbte nogle af mine elever mig imøde "Gutmorrnig mbak Sin" (hmm i det mindste er det bedre en "halo mrs Londo" - udlænding). Det gik op for mig at der ikke havde været flagceremoni, så jeg var forsinket, men med Jam Karet (alle er forsinkede) er det ikke det store problem - Tidak apa apa...
Billedet: Udsigten fra min smutvej til skolen.
Den første klasse jeg underviste i, var klassen som jeg tidligere har beskrevet, med læreren der truede børnene. Jeg har nu klassen for mig selv, hvilet passer mig fint :) Hehe jeg havde ærligt talt ikke forberedt mig men fandt hurtigt på at lære dem greetings som "good morning" "how are you?" osv. Derefter øvede vi basisting som tallene på engelsk og en af drengene ville gerne vide hvordan man udtaler alfabetet, så det øvede vi også igen og igen og igen.. repetition er en af hovedingredienserne når man underviser mentalt handikappede børn, hehe og selvfølgelig tålmodighed. Bagefter blev jeg udfordret til at tegne en fugl. Det blev til et sørgeligt pjusket væsen som børnene i kor straks genkendte som Bebek! (and). Ok så siger vi det.
I pausen på lærerværelset var Obama i tv, hvor han holdt en tale om sit ophold her i Indonesien. Obama boede 4 år i Indonesien da han var yngre, og det var derfor vigtigt for ham at besøge Indonesien i forbindelse med alle de naturkatastrofer, der har raseret i den seneste tid og i forbindelse med et kommende topmøde i Indonesien om Asiens økonomi - som USA er meget interesseret i, da de ser et potentielt marked for at kunne afsætte deres varer og dermed styrke den svækkede amerikanske økonomi... Jeg blev fuldstændigt fanget og kom for sent til min anden klasse... Tidak apa apa...
Eleverne i denne klasse er en del ældre, måske en 15-16år gamle, men jeg kunne alligevel undervise de samme emner, med en anderledes tilgang.
Hver onsdag kl.10.30 har jeg svømning med en 5-8 døve børn. De elsker det :) Jeg behøver egentlig ikke at undervise, da de allerede kan svømme rimeligt godt, istedet leger vi bare. Haha de er skønne at være sammen med, da deres mimik er så udtryksfuld. For at få det bedst mulige forhold til dem, forsøger jeg at lære mig selv isyarat (indonesisk tegnsprog), hvilket jeg synes er ret sjovt. Efter en times svømning spiste jeg sammen med børnene der bor i det børnehjem, der er tilknyttet skolen. Det er rigtigt hyggeligt og en god måde at øve mit indonesiske på. Idag forsøgte vi at fange fisk i et lille vandløb, men vi blev nødt til at stoppe, da det trak op til regn. Når det trækker op til regn i Indonesien, går det hurtigt, så jeg skyndte mig hjem.
Billedet: Mig som lektor på universitetet
Hjemme slappede jeg af en times tid og tog den obligatoriske lur - jeg er så træt hele tiden. Derefter gav jeg mig til at lave et kompliceret powerpoint show om "Inquiry letters - english for business". Min indonesisk lærer udfordrede mig i går ud af det blå til at holde oplæg om dette emne på universitetet - vel at mærke på indonesisk! Der stod jeg så foran 20 universitetsstuderende på 7.år, som alle var over 5 år ældre end mig udstyret med en ordbog og et ordforråd, der begrænser sig til daglig konversation. Efter at have formuleret et par halvforståelige indonesiske sætninger gav jeg hurtigt op og forklarede istedet på engelsk at "The function of an inquiry letter is to explore the possibilities of a potential partnership...". Hehe måske vil jeg kunne klare udfordringen om et halvt års tid, puha, men det var liiige lidt for stor en udfordring nu. Men nu kan jeg sige at jeg har undervist på universitetet inden jeg selv begyndte at studere...
Hvad ellers..? nu ligger jeg i min seng og prøver at tage mig sammen til at forberede undervisning imorgen - men har brugt tiden på at skrive dette indlæg istedet.. Jaja jeg skal nok finde på noget :) ora popo.
Nå ja og så er min kollega og jeg ved at arrangere en overlevelsestur i junglen om et par uger. Vi skal selv finde mad i naturen og bygge et shelter vi kan sove under - bemærk at det er regntid..
Over and out. Jeg vil sove. Pas på jer selv :)
Jeg stod op omkring kl.6.15, hvilket var planlagt for sent, da jeg troede at der ville være flagceremoni i forbindelse med en nationaldag. Flagceremoni går helt basalt ud på at stå ret op og ned og glo på at nogle af eleverne hejser et flag, lytte til at grundloven bliver reciteret og til slut prøve at forstå en meget laang tale fra rektoren. Hele ceremonien kan tage op imod 45 min. hvilket er ret lang tid at stå ret op og ned i den bagende sol og kede sig... hehe jeg har derfor taget alle uetiske midler i brug og overbevidst mig selv om retfærdigheden i at jeg sover lidt længere hver mandag og de ekstra dage, der er flagceremoni...
Da jeg endelig fik taget mig sammen til at stå op tog jeg et bad med (*#!) koldt vand. Min familie har ikke nogen bruser, istedet er der en stor vandbeholder som jeg skovler vand ud over mig selv fra. Til morgenmad spiste jeg mie goreng sama telur, stegte nudler med røræg, og for en gangs skyld ikke ris :)
Jeg er nu efter over 2 måneder i Ungaran ved at være rimeligt stedkendt og fandt for 2 dage en fantastisk smuk smutvej til skolen. Istedet for at gå langs den støvede overtrafikerede hovedvej, kan jeg nu gå ad en smal vej imellem en masse små farvestrålende huse, med alverdens kreative udsmykninger, ned til rismarkerne for foden af Gunung Ungaran (bjerg) hvor SLB ligger.
Allerede på bakken over skolen råbte nogle af mine elever mig imøde "Gutmorrnig mbak Sin" (hmm i det mindste er det bedre en "halo mrs Londo" - udlænding). Det gik op for mig at der ikke havde været flagceremoni, så jeg var forsinket, men med Jam Karet (alle er forsinkede) er det ikke det store problem - Tidak apa apa...
Den første klasse jeg underviste i, var klassen som jeg tidligere har beskrevet, med læreren der truede børnene. Jeg har nu klassen for mig selv, hvilet passer mig fint :) Hehe jeg havde ærligt talt ikke forberedt mig men fandt hurtigt på at lære dem greetings som "good morning" "how are you?" osv. Derefter øvede vi basisting som tallene på engelsk og en af drengene ville gerne vide hvordan man udtaler alfabetet, så det øvede vi også igen og igen og igen.. repetition er en af hovedingredienserne når man underviser mentalt handikappede børn, hehe og selvfølgelig tålmodighed. Bagefter blev jeg udfordret til at tegne en fugl. Det blev til et sørgeligt pjusket væsen som børnene i kor straks genkendte som Bebek! (and). Ok så siger vi det.
I pausen på lærerværelset var Obama i tv, hvor han holdt en tale om sit ophold her i Indonesien. Obama boede 4 år i Indonesien da han var yngre, og det var derfor vigtigt for ham at besøge Indonesien i forbindelse med alle de naturkatastrofer, der har raseret i den seneste tid og i forbindelse med et kommende topmøde i Indonesien om Asiens økonomi - som USA er meget interesseret i, da de ser et potentielt marked for at kunne afsætte deres varer og dermed styrke den svækkede amerikanske økonomi... Jeg blev fuldstændigt fanget og kom for sent til min anden klasse... Tidak apa apa...
Eleverne i denne klasse er en del ældre, måske en 15-16år gamle, men jeg kunne alligevel undervise de samme emner, med en anderledes tilgang.
Hver onsdag kl.10.30 har jeg svømning med en 5-8 døve børn. De elsker det :) Jeg behøver egentlig ikke at undervise, da de allerede kan svømme rimeligt godt, istedet leger vi bare. Haha de er skønne at være sammen med, da deres mimik er så udtryksfuld. For at få det bedst mulige forhold til dem, forsøger jeg at lære mig selv isyarat (indonesisk tegnsprog), hvilket jeg synes er ret sjovt. Efter en times svømning spiste jeg sammen med børnene der bor i det børnehjem, der er tilknyttet skolen. Det er rigtigt hyggeligt og en god måde at øve mit indonesiske på. Idag forsøgte vi at fange fisk i et lille vandløb, men vi blev nødt til at stoppe, da det trak op til regn. Når det trækker op til regn i Indonesien, går det hurtigt, så jeg skyndte mig hjem.
Hjemme slappede jeg af en times tid og tog den obligatoriske lur - jeg er så træt hele tiden. Derefter gav jeg mig til at lave et kompliceret powerpoint show om "Inquiry letters - english for business". Min indonesisk lærer udfordrede mig i går ud af det blå til at holde oplæg om dette emne på universitetet - vel at mærke på indonesisk! Der stod jeg så foran 20 universitetsstuderende på 7.år, som alle var over 5 år ældre end mig udstyret med en ordbog og et ordforråd, der begrænser sig til daglig konversation. Efter at have formuleret et par halvforståelige indonesiske sætninger gav jeg hurtigt op og forklarede istedet på engelsk at "The function of an inquiry letter is to explore the possibilities of a potential partnership...". Hehe måske vil jeg kunne klare udfordringen om et halvt års tid, puha, men det var liiige lidt for stor en udfordring nu. Men nu kan jeg sige at jeg har undervist på universitetet inden jeg selv begyndte at studere...
Hvad ellers..? nu ligger jeg i min seng og prøver at tage mig sammen til at forberede undervisning imorgen - men har brugt tiden på at skrive dette indlæg istedet.. Jaja jeg skal nok finde på noget :) ora popo.
Nå ja og så er min kollega og jeg ved at arrangere en overlevelsestur i junglen om et par uger. Vi skal selv finde mad i naturen og bygge et shelter vi kan sove under - bemærk at det er regntid..
Over and out. Jeg vil sove. Pas på jer selv :)
mandag den 1. november 2010
Et Livstegn
Haha jeg fik lige en mail fra Simon, hvor der kort og godt stod "Jeg har brug for et livstegn!", så det får I her. Jeg tror at grunden til at jeg ikke har opdateret bloggen i nogle uger er en god kombination af alt for mange oplevelser og dovenskab.. Men ok, jeg vil prøve at skabe et overblik :)
Yogyakarta
For omkring en to uger siden rejste de andre volontører og jeg til Yogyakarta, hvor vi boede hos en fætter og hans familie, til en af vores indonesiske venner. Yogyakarta er nok Javas mest populære by blandt turister og byder på kunst, batik, templer, hav, en masse unge studerende og bule's. Haha sidstnævnte var nok den største attraktion for vores understimulerede behov for kontakt med europæere. De mange uger sammen med indonesere havde på mystisk vis fået os til at glemme alt om de gængse normer for hvordan man omgås hvide mennesker så vi reagerede på indonesisk maner og skreg BULE! og pegede uhæmmet hver gang vi passerede en bleg, forvirret (og skræmt) turist... I løbet af de 3 dage vi var der besøgte vi de obligatoriske turistattraktioner: Borobodur tempel (et meget gammelt smukt hinduistisk tempel), Malio Boro street – stedet hvor man kan udfordre sine krejler evner og prutte om prisen på batik af svingende kvalitet og Graton en gammel moske under jorden. Ellers brugte vi tiden sammen med vores indonesiske kontakter i byen, slappede af i gadecafeerne (som bogstaveligt talt er på gaden), tog til havet og brugte en 2-3 timer på at sidde fast i den mest komplicerede trafikprop jeg nogensinde har oplevet – heldigvis opløste den sig nærmest på magisk vis med hjælp fra nogle skæve (bogstaveligt talt…) eksistenser. Der var karneval i byen i forbindelse med dens fødselsdag, så alle byens indbyggere strømmede imod det samme punkt. Når der ikke er trafiklys, engageret politi til at holde en vis orden og folk ikke tøver med at køre i den forkerte side af vejen og dermed blokere en hel kørebane, vil det naturligvis ende i mange komplicerede trafikknuder. Men det er vel også en oplevelse, hehe især hvis man medregner at vi var 9 personer i en 7-mands bil…
Karimunjawa
Jeg lukkede øjnene og forsøgte at ignorere den insisterende brummen fra bådens motor, med fødderne i et hav der var varmere end luften, da jeg efter et par vejrtrækninger åbnede øjnene var havet stadigt turkisblåt, den lille træbåd omgivet af små grønne palmeøer og jeg kunne stadig skimte koralrevene under havoverfladen - jo, den er god nok Signe, du er i paradis...
Weekenden efter Jogja rejste jeg med min organisation Dejavato til Karimunjava øgruppen. Det var ligesom at træde ind i billedet på et postkort, hvis man altså så bort fra de forstyrrende bunker af skrald, der sneg sig frem overalt... Min tid i paradis brugte jeg på at snorkle i nogle helt fantastisk smukke koralrev med dertilhørende farvestrålende fisk, besøge en skole midt om natten fragtet på ladet af en gammel varevogn (en af vololtørernes projekt), stå ubønhørligt tidligt op og tage på marked, hvor jeg købte små saltede fisk som nenek elsker men alle andre hadede da de stank i min taske resten af weekenden, svømme med/se på hajer og ellers bare forsøge at glo mig mæt i den smukke natur. Det var en sjov og smuk weekend bortset fra den ufrivillige souvinir jeg blev tildelt fra øernes monster myg - jeg havde over 150 myggestik!
Tilbage i Semarang var jeg slemt forkølet, træt og lidt trist da min bedste veninde i Ungaran, Maria, skulle rejse hjem samme dag. Efter at hun er rejst hjem er det gået op for mig hvor kort tid 9 måneder er. Jeg har det rigtigt godt og jeg vil komme til at savne mine venner, familie, elever og alle de spontane ukendte oplevelser jeg bliver overdynget med.
Gunung Merapi
Jeg ved ikke hvor meget I har hørt om de mange naturkatastrofer der raserer Indonesien for tiden, men det virker som om at guderne har besluttet sig for at frigøre så mange som muligt på én gang. For et par uger siden var der store oversvømmelser i Irian Jaya (Papua), og i den sidste uges tid har der været en tsunami på Sumatra, diverse jordskælv og omkring 12 vulkanudbrud hvoraf de fleste er på min ø Java. Jeg mærker intet til alt dette i min hverdag udover det jeg ser i nyhederne og hører fra folk.
Billedet: Følg fingeren og find den høje blege bule :)
Da naboskolen til MTS spontant inviterede mig med til at besøge gunung Merapi (en vulkan der er voldsomt i udbrud) og støtte flygtningene skreg jeg nærmest ja.. Det skyldes nok mit minimale kendskab til naturkatastrofer og ønske om at være midt i orkanens øje. Mit naive ønske om at se ild og lava, blev i virkeligheden til støv og en irationel skuffelse. Det var overskyet, så vi kunne ikke se toppen af vulkanen og det eneste, der afslørede noget uvandt var det tynde lag af grå aske fra vulkanen, der dækkede alt. Efter at have afleveret vores fornødninger til et omdelingscenter og taget de obligatoriske billeder besøgte vi en af flygtningelejrerne hvor livet gik sin stille gang. Hele oplevelsen fik mig til at tænke at mennesket er fænomenalt til at skabe sig en hverdag i alle situationer og at de største tragedier ofte er de stille.
Weekend på MTS
Den foregående weekend tilbragte jeg på min værtsmors skole MTS nu Ungaran (islamisk high school). En del af de unge lærere havde arrangeret et kursus for elev komiteen, som jeg blev inviteret til at deltage i. I sidste øjeblik fik jeg bikset en powerpoint sammen med den famøse overskrift ”Organisation Management”, hehe hvilket var en fancy titel til at beskrive hvordan musikudvalget fungerede i Danmark. Ud over det rent fagligt formelle gik weekenden mest ud på at udfordre eleverne og have det sjovt. Om natten var der stafetløb hvor jeg blev sat til at på en post i 2 timer alene på en kirkegård kun oplyst af månen.. De fleste indonesere er bange for spøgelser og jeg tror ikke at det var et tilfælde at jeg fik netop denne post, da jeg tidligere havde sagt at jeg ikke troede på spøgelser - "How come!?" Jeg måtte igen skuffe dem da de spurgte mig hvad jeg havde følt på gravgården: "Borred and irritated because of the damn nyamuk! (myg)..
Det var en rigtig sjov weekend hvor jeg fik et tættere forhold til de unge lærere på skolen - de er åbne, og jeg føler mig virkeligt godt tilpas på skolen :)
Hvad ellers...? Jeg har idag bestilt mine flybilletter til thailand. Pga. en indviklet visaproces skal jeg rejse ud af Indonesien i slutningen af februar - det samme gælder for de tyske volontører. Vi kan derfor ligeså godt udnytte muligheden til at rejse rundt sammen i nogle uger i Thailand, Cambodia og Singapore - det blir' godt :)
Jeg håber at i hygge jer i stuerne i det kolde Danmark - det er vel ved at være den tid hvor man begynder at tænde stearinlys og trøstespise kage for at jage vinterderpressionerne på flugt? - Jeg vil istedet spise et par mangoer og drikke ronde jahe i gadecafeerne...
Yogyakarta
For omkring en to uger siden rejste de andre volontører og jeg til Yogyakarta, hvor vi boede hos en fætter og hans familie, til en af vores indonesiske venner. Yogyakarta er nok Javas mest populære by blandt turister og byder på kunst, batik, templer, hav, en masse unge studerende og bule's. Haha sidstnævnte var nok den største attraktion for vores understimulerede behov for kontakt med europæere. De mange uger sammen med indonesere havde på mystisk vis fået os til at glemme alt om de gængse normer for hvordan man omgås hvide mennesker så vi reagerede på indonesisk maner og skreg BULE! og pegede uhæmmet hver gang vi passerede en bleg, forvirret (og skræmt) turist... I løbet af de 3 dage vi var der besøgte vi de obligatoriske turistattraktioner: Borobodur tempel (et meget gammelt smukt hinduistisk tempel), Malio Boro street – stedet hvor man kan udfordre sine krejler evner og prutte om prisen på batik af svingende kvalitet og Graton en gammel moske under jorden. Ellers brugte vi tiden sammen med vores indonesiske kontakter i byen, slappede af i gadecafeerne (som bogstaveligt talt er på gaden), tog til havet og brugte en 2-3 timer på at sidde fast i den mest komplicerede trafikprop jeg nogensinde har oplevet – heldigvis opløste den sig nærmest på magisk vis med hjælp fra nogle skæve (bogstaveligt talt…) eksistenser. Der var karneval i byen i forbindelse med dens fødselsdag, så alle byens indbyggere strømmede imod det samme punkt. Når der ikke er trafiklys, engageret politi til at holde en vis orden og folk ikke tøver med at køre i den forkerte side af vejen og dermed blokere en hel kørebane, vil det naturligvis ende i mange komplicerede trafikknuder. Men det er vel også en oplevelse, hehe især hvis man medregner at vi var 9 personer i en 7-mands bil…
Karimunjawa
Weekenden efter Jogja rejste jeg med min organisation Dejavato til Karimunjava øgruppen. Det var ligesom at træde ind i billedet på et postkort, hvis man altså så bort fra de forstyrrende bunker af skrald, der sneg sig frem overalt... Min tid i paradis brugte jeg på at snorkle i nogle helt fantastisk smukke koralrev med dertilhørende farvestrålende fisk, besøge en skole midt om natten fragtet på ladet af en gammel varevogn (en af vololtørernes projekt), stå ubønhørligt tidligt op og tage på marked, hvor jeg købte små saltede fisk som nenek elsker men alle andre hadede da de stank i min taske resten af weekenden, svømme med/se på hajer og ellers bare forsøge at glo mig mæt i den smukke natur. Det var en sjov og smuk weekend bortset fra den ufrivillige souvinir jeg blev tildelt fra øernes monster myg - jeg havde over 150 myggestik!
Tilbage i Semarang var jeg slemt forkølet, træt og lidt trist da min bedste veninde i Ungaran, Maria, skulle rejse hjem samme dag. Efter at hun er rejst hjem er det gået op for mig hvor kort tid 9 måneder er. Jeg har det rigtigt godt og jeg vil komme til at savne mine venner, familie, elever og alle de spontane ukendte oplevelser jeg bliver overdynget med.
Gunung Merapi
Jeg ved ikke hvor meget I har hørt om de mange naturkatastrofer der raserer Indonesien for tiden, men det virker som om at guderne har besluttet sig for at frigøre så mange som muligt på én gang. For et par uger siden var der store oversvømmelser i Irian Jaya (Papua), og i den sidste uges tid har der været en tsunami på Sumatra, diverse jordskælv og omkring 12 vulkanudbrud hvoraf de fleste er på min ø Java. Jeg mærker intet til alt dette i min hverdag udover det jeg ser i nyhederne og hører fra folk.
Da naboskolen til MTS spontant inviterede mig med til at besøge gunung Merapi (en vulkan der er voldsomt i udbrud) og støtte flygtningene skreg jeg nærmest ja.. Det skyldes nok mit minimale kendskab til naturkatastrofer og ønske om at være midt i orkanens øje. Mit naive ønske om at se ild og lava, blev i virkeligheden til støv og en irationel skuffelse. Det var overskyet, så vi kunne ikke se toppen af vulkanen og det eneste, der afslørede noget uvandt var det tynde lag af grå aske fra vulkanen, der dækkede alt. Efter at have afleveret vores fornødninger til et omdelingscenter og taget de obligatoriske billeder besøgte vi en af flygtningelejrerne hvor livet gik sin stille gang. Hele oplevelsen fik mig til at tænke at mennesket er fænomenalt til at skabe sig en hverdag i alle situationer og at de største tragedier ofte er de stille.
Weekend på MTS
Den foregående weekend tilbragte jeg på min værtsmors skole MTS nu Ungaran (islamisk high school). En del af de unge lærere havde arrangeret et kursus for elev komiteen, som jeg blev inviteret til at deltage i. I sidste øjeblik fik jeg bikset en powerpoint sammen med den famøse overskrift ”Organisation Management”, hehe hvilket var en fancy titel til at beskrive hvordan musikudvalget fungerede i Danmark. Ud over det rent fagligt formelle gik weekenden mest ud på at udfordre eleverne og have det sjovt. Om natten var der stafetløb hvor jeg blev sat til at på en post i 2 timer alene på en kirkegård kun oplyst af månen.. De fleste indonesere er bange for spøgelser og jeg tror ikke at det var et tilfælde at jeg fik netop denne post, da jeg tidligere havde sagt at jeg ikke troede på spøgelser - "How come!?" Jeg måtte igen skuffe dem da de spurgte mig hvad jeg havde følt på gravgården: "Borred and irritated because of the damn nyamuk! (myg)..
Det var en rigtig sjov weekend hvor jeg fik et tættere forhold til de unge lærere på skolen - de er åbne, og jeg føler mig virkeligt godt tilpas på skolen :)
Hvad ellers...? Jeg har idag bestilt mine flybilletter til thailand. Pga. en indviklet visaproces skal jeg rejse ud af Indonesien i slutningen af februar - det samme gælder for de tyske volontører. Vi kan derfor ligeså godt udnytte muligheden til at rejse rundt sammen i nogle uger i Thailand, Cambodia og Singapore - det blir' godt :)
Jeg håber at i hygge jer i stuerne i det kolde Danmark - det er vel ved at være den tid hvor man begynder at tænde stearinlys og trøstespise kage for at jage vinterderpressionerne på flugt? - Jeg vil istedet spise et par mangoer og drikke ronde jahe i gadecafeerne...
mandag den 11. oktober 2010
Eksempel på de tanker man kan gøre sig i en fremmed kultur...
En bemærkelsesværdig dag - d.10/10 - 2010
- Udelukkende pga. datoen d.10/10 - 2010. En helt perfekt rund dato i harmoni med sig selv. Min krop har valgt ikke at følge denne dags smukke eksempel, men er rundtosset og kan ikke skældne imellem hvad der bør være flydende og hvad der bør være fast. Det var en meget poetisk måde at beskrive noget reelt klamt... Jeg har derfor ikke oplevet det store idag: været frustreret over mit modems ustabilitet, læst en smule, været udkørt over sprogbarrienren mellem Nenek og jeg (som for hende er usynlig) og tænkt en masse. Hvis jeg skal sætte et tema på dagens tankestrøm vil det nok være "Forhold imellem mennesker", mere specifikt forholdet ml. mig og indonesere, sammenlignet med forholdet ml. mig og danskere.
Jeg har brugt (og bruger stadig) en masse tankeenergi på at prøve at regne ud hvad mine indonesiske venner og bekendte forventer af mig - kan det virkelig passe at alle er oprigtigt interesserede i at lære mig at kende i dette hustlersamfund Indonesien på mange punkter er? Men hvad er det egentlig jeg forventer, rene engle? Jeg forventer da for det meste også at få gavn af mine relationer, jeg dyrker ikke den rene selvopofrelse - som et eller andet sted er lidt hul og uhyggelig. Et menneske, der altid handler for at gavne andre uden selv at føle nydelse eller ubehag, ville have samme eksistens som en servicerobot. Skabt til at gavne, men ude af stand til at føle tilfredsstillelse og umulig at gøre gengæld. Man ville stå i evig gæld til samvittighedsnag.
Jeg kan lige så godt tage imod den enorme gæstfrihed jeg bliver overstrømmet med, lade mig overvælde og flyde med. Jeg ender altid med fantastiske oplevelser jeg ikke ville blive en del af hvis jeg stod fast på mine kyniske regnestykker og spekulationer om hvilke hensigter, der ligger bag. Min pointe er at der altid vil være en bagvedliggende hensigt, der skubber handlingen igang og udløser et væld af oplevelser, jeg hellere må gribe inden jeg sidder hjemme i Danmark igen og undrer mig over den bagvedliggende hensigt ved mange danskeres tilbageholdenhed og lukkethed - måske frygt? En handlingslammende frygt for at andre skal spekulere over ens intensioner?
mandag den 4. oktober 2010
Kan man savne at kede sig?
Måske? Jeg savner det ikke endnu selvom jeg ikke har været i nærheden af kedsomhed i de sidste 5 uger, men måske vil jeg komme til at savne det senere? Jeg tror aldrig at jeg har været omgivet af så mange åbne mennesker som i indonesienn før. De har altid overskud og rum til at invitere dig hjem til deres hus eller ud at opleve noget på trods af at du kun har kendt dem nogle minutter :) Det er meget ulig den vestlige tankegang, og i Danmark ville jeg måske tolke denne gæstfrihed som overfladisk eller frygte at der lå nogle skumle hensigter bag - jeg kæmper stadig med disse fordomme, men indtil videre har jeg kun haft gode oplevelser ved at tage imod alle disse tilbud. Jeg kan bruge mine oplevelser i denne weekend som eksempel:
Torsdag aften kom min tyske veninde lisa på besøg, hvor hun overnattede og tog med mig i skole om fredagen. Selvom vi kun har mødt hinanden måske 2 eller 3 gange er jeg allerede blevet rigtigt gode venner med de tyske voluntører - den indonesiske åbenhed smitter enormt :)
Billedet: Lisa, Pak Payantyana (lærer på SLB) og mig
På SLB var der en ekstremt kedelig ceremoni (som jeg selvfølgelig ikke havde fået noget at vide om), og bagefter var vi i klassen for de yngste døvdstumme, som havde undervisning i arabisk. Efter en svømmetur i poolen og en hyggesnak med børnene i dormitoriet, tog vi hen til MTS. På MTS hjalp vi lærerne med at øve sig i konversation på engelsk og blev selvfølgelig inviteret hjem til min kollegas landsby og til et motorcross-race (den samme lærer, der inviterede mig med til at bestige et bjerg) - hvilket vi ikke havde tid til i denne omgang, da vores weekend allerede var ret så booket...
efter MTS, kørte min værtsmor os til en kæmpe supermarked ved navn ADA, hvor vi fik shoppet billigt tøj, mad, parfume og den slags, hvor Maria sluttede sig til os. Jeg købte bl.a. noget ret godt engelskundervisningsmateriale for under 10kr.
Videre til endnu et indkøbscenter, hvorefter Laura (tysk voluntør) mødtes med os i mit hus.
Næste morgen tog vi til et javansk bryllup i Marias landsby Keji, hvor bruden var Marias 21-årige kollega. (Mit 2. bryllup på under 3 uger) Der blev vi i kyndige hænder blev forvandlet fra trætte voluntører til javanske brudepiger.
Billedet tv: træt voluntør
... skulle finde og købe en masse mystiske billige madvarer og ting. Desværre var stemningen lidt trykket da vi alle var lidt trætte og kommunikationen med min lærer om mødetidspunktet var gået lidt galt.. Tilgengæld mødte vi hans søde nevø, der studerer og gerne vil blive bedre til engelsk - så ham skal vi selvfølgelig mødes med en anden gang igen. Da vi kom hjem var vi trætte men sultne og bagte danske pandekager og lavede sirsatjuice mums! Vi havde en times ro inden vi tog tilbage til Keji, hvor nogle af Marias indonesiske venner tog os med til en koncert i en endnu mindre landsby på bjergsiden. Det var et fantastisk sted, spredt over et rimeligt stort område af bjergsiden omringet af skov. Der var en masse kulturinteresserede unge og udover musik og teater et lille galleri og en tatoveringsshop. Hehe ret flippet, hvilket kun blev bekræftet da vi mødte en stor gruppe bules fra Yogyakarta under programmet Dharma Siswas (siswa = elev). Jeg tror at vi gloede lige så meget som de indfødte indonesere, da bule er et meget sjældent syn her.
Hehe aftenen afsluttede helt perfekt, da vi kom hjem ved 23-tiden (meget sent i Indonesien) og min værtsfamilie havde låst alle døre og endnu ikke givet mig en nøgle. Så der stod vi 4 europæere og 4 indonesere og følte os som uartige teenagere igen.. Efter et par halvdesperate forsøg på at vække min værtssøster gav jeg op og ringede til min værtsmors mobil som vi kunne høre ringe helt udenfor med den ironisk rammende tekst "just sing me a song, and you won't be alone". Vi blev modtaget af min meget søvnige værstfar teenageflove og blå i hovederne af anstrengelse for at undertrykke vores latter.
Søndag lavede vi intet udover at se film og undgå at tage bad og idag er jeg meget træt. MEN. Nu skal jeg ud at finde en fotobutik med min veninde Maria, besøge en medhjælper fra SLB, have indonesisk undervisning og måske senere mødes med Ahmel ved poolen jeg underviser svømning i.
Kedsomhed er helt klart en mangelvare - men jeg kan sove og løse kryds og tværser når jeg bliver gammel ;)
Det færdige resultat: Brudgommen og hans bule-harem
Torsdag aften kom min tyske veninde lisa på besøg, hvor hun overnattede og tog med mig i skole om fredagen. Selvom vi kun har mødt hinanden måske 2 eller 3 gange er jeg allerede blevet rigtigt gode venner med de tyske voluntører - den indonesiske åbenhed smitter enormt :)
På SLB var der en ekstremt kedelig ceremoni (som jeg selvfølgelig ikke havde fået noget at vide om), og bagefter var vi i klassen for de yngste døvdstumme, som havde undervisning i arabisk. Efter en svømmetur i poolen og en hyggesnak med børnene i dormitoriet, tog vi hen til MTS. På MTS hjalp vi lærerne med at øve sig i konversation på engelsk og blev selvfølgelig inviteret hjem til min kollegas landsby og til et motorcross-race (den samme lærer, der inviterede mig med til at bestige et bjerg) - hvilket vi ikke havde tid til i denne omgang, da vores weekend allerede var ret så booket...
efter MTS, kørte min værtsmor os til en kæmpe supermarked ved navn ADA, hvor vi fik shoppet billigt tøj, mad, parfume og den slags, hvor Maria sluttede sig til os. Jeg købte bl.a. noget ret godt engelskundervisningsmateriale for under 10kr.
Videre til endnu et indkøbscenter, hvorefter Laura (tysk voluntør) mødtes med os i mit hus.
Næste morgen tog vi til et javansk bryllup i Marias landsby Keji, hvor bruden var Marias 21-årige kollega. (Mit 2. bryllup på under 3 uger) Der blev vi i kyndige hænder blev forvandlet fra trætte voluntører til javanske brudepiger.
Billedet tv: træt voluntørTh. Hvis en javansk brude-pige var med i Grease.
Selvfølgelig var vi lidt af en attraktion i os selv, fire bule'er samlet på et sted, men de røde glimmerskjorter og batiknederdelene gav et ekstra pift, så selvfølgelig skulle der tages mange billeder, undskyld jeg mener MANGE. Hehe men sådan er det stort set altid, så jeg vender mig måske til det på et tidspunkt.. Det var en rigtigt sjov oplevelse, ikke mindst bagefter, da vi skulle laves tilbage til normale bule'er - hvilket lykkedes nogenlunde med undtagelse af vores hår, der blev ved med at være 3 gange så stort.
Bagefter tog vi ojek til Ungaran hvor vi skulle mødes med min indonesisk lærer på pasar ungaran (traditionelt marked), hvor vi fik udfordret vores indonesiske ved at...
(hehe, jeg blev lige afbrudt i blogskrivningen ved at min indonesiske ven Ahmel kom forbi og inviterede Maria og jeg ud at svømme i aften - jo hvorfor ikke?)... skulle finde og købe en masse mystiske billige madvarer og ting. Desværre var stemningen lidt trykket da vi alle var lidt trætte og kommunikationen med min lærer om mødetidspunktet var gået lidt galt.. Tilgengæld mødte vi hans søde nevø, der studerer og gerne vil blive bedre til engelsk - så ham skal vi selvfølgelig mødes med en anden gang igen. Da vi kom hjem var vi trætte men sultne og bagte danske pandekager og lavede sirsatjuice mums! Vi havde en times ro inden vi tog tilbage til Keji, hvor nogle af Marias indonesiske venner tog os med til en koncert i en endnu mindre landsby på bjergsiden. Det var et fantastisk sted, spredt over et rimeligt stort område af bjergsiden omringet af skov. Der var en masse kulturinteresserede unge og udover musik og teater et lille galleri og en tatoveringsshop. Hehe ret flippet, hvilket kun blev bekræftet da vi mødte en stor gruppe bules fra Yogyakarta under programmet Dharma Siswas (siswa = elev). Jeg tror at vi gloede lige så meget som de indfødte indonesere, da bule er et meget sjældent syn her.
Hehe aftenen afsluttede helt perfekt, da vi kom hjem ved 23-tiden (meget sent i Indonesien) og min værtsfamilie havde låst alle døre og endnu ikke givet mig en nøgle. Så der stod vi 4 europæere og 4 indonesere og følte os som uartige teenagere igen.. Efter et par halvdesperate forsøg på at vække min værtssøster gav jeg op og ringede til min værtsmors mobil som vi kunne høre ringe helt udenfor med den ironisk rammende tekst "just sing me a song, and you won't be alone". Vi blev modtaget af min meget søvnige værstfar teenageflove og blå i hovederne af anstrengelse for at undertrykke vores latter.
Søndag lavede vi intet udover at se film og undgå at tage bad og idag er jeg meget træt. MEN. Nu skal jeg ud at finde en fotobutik med min veninde Maria, besøge en medhjælper fra SLB, have indonesisk undervisning og måske senere mødes med Ahmel ved poolen jeg underviser svømning i.
Kedsomhed er helt klart en mangelvare - men jeg kan sove og løse kryds og tværser når jeg bliver gammel ;)
Abonner på:
Opslag (Atom)